Return6Norweb

	“Og han må sende den eder forudkårede Jesus Kristus, hvem Himlen bør rumme indtil Tiderne for Genoprettelse af alt, hvad Gud talte gennem sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid.” – Apg. 3, 20. 21.
The second personal coming of Jesus If Jesus has been with the church for 2,000 years, why did he promise to come again?	At vor Herre vilde ha sine Lærlinger til at forstå, at han vilde komme igen i et eller andet Øjemed, på en eller anden Måde og til en eller anden Tid, indrømmes og tros ventelig af alle, der kender til Skriften. Sandt nok, Jesus sa’: Se jeg er altid med eder indtil Tidsalderens Fuldendelse (Matt. 28, 20), og ved sin Ånd og ved sit Ord har han uafladelig været med Menigheden, ledende, styrende, trøstende og opholdende sine Hellige og styrkende dem midt i alle deres Trængsler. Men skøndt Menigheden til sin Velsignelse har været vidende om Herrens Kendskab til alle dens Veje og om hans stadige Omsorg og Kærlighed, længes den dog efter hans lovede personlige Genkomst; for da han sa’: “om jeg end går bort, vil jeg komme igen” (Joh. 14, 3), henførte han sikkert nok til sit andet personlige Komme.
Pentecost was NOT the second advent.	Nogle tror, han henførte til den Helligånds Nedfart på Pinsedagen, andre, til Jerusalems Ødelæggelse o. s. fr.; men disse glemmer åbenbart, at i Bibelens sidste Bog, skrevet nogle og treds År efter Pinsefesten og 26 År efter Jerusalems Ødelæggelse, taler han, som var død og er levende, derom som noget i Fremtiden, idet [page 98] han siger: “Se, jeg kommer i Hast, og min Løn med mig.” Og Johannes under Åndens Indflydelse svarer: “Ja, kom, Herre Jesus.” – Åb. 22, 12. 20. Ganske mange tror, at når Syndere omvendes, er det for en Del Kristi Komme, og at han vil vedblive at komme således, indtil hele Verden er omvendt. Da, siger de, vil han være fuldt kommen.
At the time of our Lord’s second presence, the world will be far from converted to God. Buddhism	Disse glemmer øjensynlig Skriftens Vidnesbyrd om Sagen. Den udtaler det modsatte af deres Forventning, at ved vor Herres andet Komme vil Verden være langt fra omvendt til Gud, at “I de sidste Dage skal farlige Tider komme, for Menneskene skal elske Vellyst mer, end de elsker Gud” (2 Tim. 3, 1—4), at “Onde Mennesker skal gå frem til det værre, de skal forføre og forføres” (V. 13). De glemmer Mesterens særskilte Advarsel til sin lille Hjord: *“Giv Agt på eder selv, så at den Dag ikke kommer uforvarende over eder, for som en Snare* skal den komme over alle [de uagtpågivende], som bor på hele Jordens Kreds” (Luk. 21, 34. 35). Desuden kan vi være viss på, at når der siges: “Alle Jordens Slægter skal hyle for ham,”** når de ser ham komme (Åb. 1, 7), er det ingen Hentydning til Synderes Omvendelse. Hyler alle Mennesker på Grund af Synderes Omvendelse? Tværtimod, om dette Sted, hvad næsten alle indrømmer, henviser til Kristi Nærværelse på Jorden, lærer det, at ikke alle, som er på Jorden, vil elske hans Åbenbarelse, hvad de til visse vilde, om de alle var omvendte.
	Nogle venter en virkelig Herrens Tilkommelse og Nærværelse, men skyder Tiden derfor ud i det fjerne, idet de påstår, at det er ved Menighedens Bestræbelser i dens nuværende Tilstand, at Verden skal omvendes og således Tusindårsriget indføres. De hævder, at når Verden er blet omvendt og Satan bunden og Herrens Kundskab bragt til at opfylde al Jorden, og når Folkene ikke længer lærer Krig, da vil Menighedens Arbejde i dens nuværende Tilstand være endt, og at når den har fuldført denne store og vanskelige Opgave, kommer Herren for at han et sidste Opgør af jordiske Sager, lønne troende og to dømme Syndere. [page 99]
	En Del Skriftsteder, revne ud af deres Sammenhæng, synes at støtte denne Mening; men når Guds Ord og Plan ta’s i Øjesyn som et Hele, vil alle disse findes at støtte den modsatte Mening, nemlig at Kristus kommer før Verdens Omvendelse og regerer med det Mål at omvende Verden, at Menigheden er nu sat på Prøve, og at den Sejrvinderne udlovede Løn er, at de efter at være herliggjorte skal ha Del med Herren Jesus i hin Regering, som er Guds udvalgte Middel til at velsigne Verden og bringe Herrens Kundskab til enhver Skabning. Disse er Herrens særskilte Løfter: “Ham, som sejrer, vil jeg gi Sæde hos mig på min Trone” (Åb. 3, 21). “Og de blev levende og regerede med Kristus i tusinde År” (Åb 20, 4).
Witnessing to the world does not imply the conversion of the world.	Der gi’s to Tekster, som de, der påstår, at Herren ikke kommer før efter Tusindårsriget, særlig bygger på; til disse vil vi her henlede Opmærksomheden. Den ene er: “Dette Kongedømmets Evangelium skal prædikes i al Verden til et Vidnesbyrd for alle Folk, og da skal Enden komme” (Matt. 24, 14). Man hævder, at dette har Hensyn til Verdens Omvendelse før Enden af Evangeliets Tidsalder. Men det at vidne for Verden indebær ikke Verdens Omvendelse. Teksten siger intet om, hvorledes Vidnesbyrdet vil bli modta’t. Dette Vidnesbyrd er allerede blet gi’t. I 1861 udviste Bibelselskabernes Redegørelser, at Evangeliet var blet udgi’t på ethvert Jordens Sprog, skøndt ikke alle Jordens Millioner ha’de modta’t det. Nej, ikke Halvdelen af de nulevende fjorten Hundrede Millioner har nogen Sinde hørt Jesu Navn. Alligevel er Tekstens Krav opfyldt: Evangeliet er blet prædiket i al Verden til et Vidnesbyrd—for ethvert Folk.
What is the main object of the gospel now?	Apostelen siger (Apg. 15, 14), at Evangeliets Hovedformål i nuværende Tidsalder er “at udta et Folk” for Kristi Navn, – den sejrvindende Menighed, som ved hans andet Komme vil bli forenet med ham og få hans Navn. At vidne for Verden i denne Tidsalder er Formål Nr. 2.
"At [God’s] right hand" – not a location, but authority and power. King Charles II on his throne	Den anden Tekst er: “Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender til Skammel for dine [page 100] Fødder” (Sal. 110, 1). Den vage, svævende Forestilling om denne Tekst synes at være, at Kristus sidder på en materiel Trone et eller andet Sted i Himlene, indtil den Gerning at lægge alt under ham er udført for ham gennem Menigheden, og at han da kommer for at herske. Dette er en Fejlopfattelse. Den omtalte Guds Trone er ikke en materiel, men henfører til hans uindskrænkede Myndighed og Herskerstilling, og Herren Jesus er blet ophøjet til at ta Del i denne Herskermagt. Pavlus vidner: “Gud har højt ophøjet ham [Jesus] og gi’t ham et Navn over ethvert andet Navn.” Han har gi’t ham Myndighed over al anden, næst efter Faderen. Hvis Kristus sidder på en materiel Trone, indtil hans Fjender er lagt til Skammel for hans Fødder [alle overvundne], da kan han naturligvis ikke komme, førend alt er underlagt. Men om “højre Hånd” i denne Tekst ikke henfører til et visst Sted og Sæde, men, hvad vi hævder, til Magt, Myndighed, Herskerstilling, så følger deraf, at omspurgte Tekst på ingen Måde kommer i Strid med det andet skriftsted, som lærer, at han kommer for at “lægge alting under sig” (Fil. 3, 21) i Kraft af den ham overdragne Magt. På samme Måde siger vi for Eks.: Kejser Vilhelm sidder på Tysklands Trone, og tænker derved dog ikke på Kongesædet, som han jo i Grunden sjælden sidder på. Når vi siger, at han indehar Tronen, mener vi, at han styrer Tyskland. Højre Hånd betegner Førstepladsen, Stilling af Udmærkelse og Yndest, næst op til Herskeren selv. Således blev Fyrst Bismarck af den tyske Kejser ophøjet og sat ved Magtens højre Hånd; og Josef var ved Faraos højre Hånd i Ægyptens Rige, – ikke bogstavelig, men efter den gængse Billedtale. Jesu Ord til Kajafas stemmer med denne Tanke: “Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Magtens højre Hånd og komme på Himlens Skyer” (Matt. 26, 64). Han vil være ved den højre Hånd, når han kommer, og vil blive ved den højre Hånd i den næste Tidsalder og for evigt.
The first advent REDEEMS. The second advent RESTORES.	En nærmere Undersøgelse af Guds åbenbarede Planner vil gi et videre Syn på Formålet med både det første [page 101] og andet Komme, og vi bør huske på, at begge Tildragelserne står i Forhold til hinanden som Dele af een Plan. Den særskilte Gerning ved hans første Komme var at genlöse Menneskene, ved hans andet er det at oprette, velsigne og frigøre de genløste. Da vor Frelser ha’de gi’t sit Liv til en Genløsning for alle og atter var oprejst fra de døde, fo’r han til Himmels for at fremstille dette Offer for Faderen og således gøre Forligelse for Menneskets Misgerning. Han tøver og tillader “denne Verdens Fyrste” at fortsætte det ondes Regering indtil efter Udvælgelsen af “Bruden, Lammets Hustru,” som for at agtes værdig til en sådan Ære må overvinde den nærværende onde Verdens Indflydelser. Da vil det være rette Tid at påbegynde Arbej et med at gi hele Menneskeheden de store Velsignelser, der tilsikredes dem ved hans Offer, og han vil udgå for at velsigne alle Jordens Slægter.
	Vistnok kunde Genoprettelsen og Velsignelsen været begyndt, med det samme Løsepengen blev betalt af Genløseren; og i så Fald vilde Messias kun være kommet een Gang, og Regeringen og Velsignelsen begyndt med det samme, hvad Apostlerne først ventede (Apg. 1, 6). Men Gud ha’de “udset noget bedre for os” – den kristne Menighed (Heb. 11, 40); derfor er det til vort bedste, at Kristi Regering først finder Sted disse atten Hundredår efter hans Lidelser som Hovedet.
The period between the advents is for the development of the church. The selection of the church...	Dette Tidsløb mellem det første og andet Komme, mellem Genløsningen af alle og Velsignelsen over alle, er for Prøvelsen og Udvælgelsen af Menigheden, som er Kristi Legem; ellers vilde der kun ha været det ene Komme, og det Arbejde, der vil bli gjort under hans anden Nærværelse, i Tusindårsriget, vilde ha fulgt lige efter Jesu Oprejsning fra de døde. Eller i Steden for at sige, at Arbejdet, der tilhører det andet Komme, vilde ha fulgt lige efter det første, vil vi heller sige, at om Jehova ikke ha’de foresat sig at udvælge den “lille Hjord,” “Kristi Legem,” ha’de det første Komme ikke fundet Sted, da det gjorde, men først ved Tiden for det andet Komme, og der ha’de så kun været det ene. For Gud har øjensynlig vedta’t at tillade det onde i seks [page 102] Tusind År, og at alles Rensning og Oprejsning skal udføres i det syvende Tusindår.
The reason for the apparent delay in blessings.	Således set, kom Jesus som Ofret og Genløsningen for Syndere netop længe nok forud for Velsignelsesog Oprettelsestiden til at gi Plads for Udvælgelsen af hans “lille Hjord” af “Medarvinger.” Dette vil gi nogle Nøglen til den øjensynlige Tøven fra Guds Side med at uddele de i Genløsningen lovede og tilvejebragte Velsignelser. Disse vil komme i rette Tid, som det først blev vedta’t, endskøndt, for et herligt Øjemed, Købesummen blev udredet længere i Forvejen, end Mennesker kunde ha ventet.
The Church’s mission is to witness. God has not yet even attempted the world’s conversion.	Apostelen underretter os om, at Jesus har været borte fra Jorden – i Himlen – i al den mellemliggende Tid fra hans Himmelfart til Begyndelsen af Genoprettelsestiderne, eller den tusindårige Tidsalder, – *“hvem Himlen bør rumme indtil* Tiderne for Genoprettelse af alt,”** o.s.v. (Apg. 3, 21). Siden Skriften således lærer, at Formålet med Herrens andet Komme er Genoprettelsen af alt, og at Folkene ved hans Åbenbarelse er så langt fra at være omvendte, at de er vrede (Åb. 11, 18) og gør Modstand, må det indrømmes, enten at det mislykkes Menigheden at fuldkomme sin Opgave, og at Guds Plan for så vidt har slåt fejl, eller også, hvad vi påstår og har vist, at Omvendelsen af Verden i den nærværende Tidsalder ikke ventedes af Menigheden, men at dens Opgave har været at prædike Evangeliet i al Verden til et Vidnesbyrd og under guddommelig Ledelse at gøre sig selv rede for sin store Fremtidsgerning. Gud har endnu på ingen Måde udtømt sin Magt til Verdens Omvendelse. Hvad mere er: han har ikke engang forsögt at omvende Verden endnu.
A future restitution for every man, woman and child...	Dette kan synes et underligt Udsagn for nogle, men lad dem tænke over, at om Gud har gjort Tilløb til en sådan Gerning, er den mislykket på en iøjnefaldende Måde; for, som vi har set, kun en ringe Brøkdel af Jordens Billioner har nogen Sinde med Skønsomhed hørt om det eneste Navn, hvorved de bør vorde frelste. Vi har kun kraftig fremsat de Opfattelser og Lærepunkter, der råder inden for nogle af de ledende [page 103] Sekter—Baptister, Presbyterianere og andre,–nemlig at Gud er i Færd med at udvælge eller udskille af Verden en “lille Hjord,” en Menighed. De tror, at Gud ikke vil gøre mere end at udvælge denne Menighed, medens vi finder i Skriften et Skridt længer frem i den guddommelige Plan,–en GENOPRETTELSE for Verden, der skal gennemføres ved den udvalgte Menighed, når den blir fuldkommet og herliggjort. Den “lille Hjord,” Sejrvinderne, i denne evangelske Tidsalder er dun Legemet til den “Sæd,” i eller ved hvilken alle Jordens Slægter skal velsignes.
	De, som påstår, at Jehova i seks Tusind År har prøvet på at omvende Verden og haft Uheld hele Tiden, må finde det vanskeligt at forlige sådanne Opfattelser med Bibelens Forsikring om, at alle Guds Rådslutninger skal bli fuldførte, og at hans Ord ikke skal vende tomt tilbage til ham, men med Held udføre det, hvortil det var sendt (Es. 55, 11). Den Omstændighed, at Verden endnu ikke er omvendt, og at Herrens Kundskab endnu ikke har opfyldt Jorden, er Bevis for, at det endnu ikke er sendt i dette Ærinde.
"Rightly dividing the word of truth" Two lines of thought divide Christians:	Dette bringer os til de tvende Tankeretninger, som har skilt mellem Kristne i Hundreder af År, nemlig Udvælgelse og Fri Nåde. At begge disse Lærestykker, uafset deres tilsyndladende Modsætning, har Skriftens Støtte, vil ingen tænkende Bibellæser nægte. Dette burde på een Gang lede os på den Tanke, at på en eller anden Måde må begge være sande; men på ingen anden Måde kan de forliges end ved at iagtta Himlens Lov, Orden, og “rettelig dele Sandhedens Ord” i denne Sag. Denne Orden, som den er fremstillet i Tidsaldrenes Plan, vil, om den iagtta’s, klart vise os, at hvorvel en Udvælgelse har gåt for sig i den nuværende og henrundne Tidsalder, så er det, som til Adskillelse kaldes Fri Nåde, Guds nåderige Tilstelling for Verden i Almindelighed i Tusindårsriget. Om de særlige Træk i de Tidsrum og Husholdningsmåder, vi gav et Udkast af i et foregående Kapitel, ha’s i Minde, og alle Skriftsteder vedrørende Udvælgelse og Fri Nåde undersøges og stilles hvert på sin Plads, vil man finde, at alle de, som [page 104] handler om Udvælgelse, gælder den nærværende og henrundne Tidsalder, medens de, som lærer Fri Nåde, finder fuld Tillæmpning på den næste Tidsalder.
Election Vs. Free Grace	Imidlertid, Udvælgelse, som den er fremsat i Bibelen, er ikke den vilkårlige Tvang eller uundgålige Jernskæbne, som dens Forsvarere sædvanlig tror og lærer, men en Skillen ud i Overensstemmelse med Skikkethed og Evne til at afpasses for det Mål, Gud har for Øje, og i den for vedkommende Opgave afmålte Tid. Læren om Fri Nåde, som Arminianerne () har gjort sig til Talsmænde for, er også en meget mere storartet Læggen for Dagen af Guds rigtstrømmende Yndest, end dens ivrigste Talsmænd nogen Sinde har lært. Guds Nåde eller Yndest i Kristus er altid fri i den Forstand, at den er ufortjent; men siden Menneskets Fald i Synd, til nærværende Tid, har visse af Guds Nådegaver været indskrænkede til særskilte Personer, Folk og Klasser, hvorimod i den næste Tidsalder vil al Verden indbydes til de da udbudte Goder og Gaver på de da for alle tilkendegivne Vilkår, og hvem som helst der vil, kan komme og drikke frit af Livsens Kildevæld. – Åb. 22, 17. () Efter Arminius, teologisk Professor i Leiden, Holland. Født 1560.]
God’s selection of Israel is a type of the great work for the world. "I am not sent but to the lost sheep of the house of Israel." Matthew 10:5,6	The Election of the Ancients Ved et Blik tilbage lægger vi Mærke til Udskillelsen eller Udvælgelsen af Abraham og visse af hans Efterkommere som de Kanaler, gennem hvilke den forjættede Sæd, Velsigneren af alle Jordens Slægter, skulde komme (Gal. 3, 29). Vi får ofså Øje på Israels Skillen ud fra alle Folkene som det ene, hvori Gud forbilledlig gav et Eksempel på, hvorledes det store Arbejde for Verden skulde fuldføres,–deres Udfrielse fra Ægypten, deres Kana’an, deres Pakter, deres Love, deres Ofre for Synder, for Udslettelsen af Brøde og for Folkets Bestænkning, og deres Præsteskab for Udførelsen af alt dette, idet de var en forbilledlig Fremstilling i det små af det virkelige Præsteskab og de virkelige Ofre for hele Menneskehedens Renselse. Idet Gud taler til Folket, siger han: “Kun eder har jeg [page 105] kendt af alle Jordens Slægter” (Amos 3,2). Dette Folk alene kendtes Gud ved, indtil Kristus kom, ja også længere, for hans Virksomhed var indskrænket til dem, og han vilde ikke tillade sine Lærlinger at gå til andre, idet han sa’, da han sendte dem ud: “Gå ikke ud på Hedningernes Vej og ikke ind i nogen af Samaritanernes Byer.” Hvorfor det, Herre? Fordi, gir han til Svar, “jegt ikke er sendt uden til de tabte Får af Israels Hus” (Matt. 10, 5. 6; 15, 24). Al hans Tid blev ofret dem lige til hans Død, og der blev hans første Gerning for Verden udført, den første Læggen for Dagen af hans frie og alt overstrømmende Nåde, som i “sin Tid,” i Sandhed skal bli en Velsignelse for alle.
God’s gift is unlimited.	Denne Guds Herligste Gave var ikke indskrænket til Folk eller Klasse. Den var ikke for Israel alene, men for hele Verden; thi af Guds Nåde smagte Jesus Kristus Døden for hver og en. – Heb. 2, 9.
	Også nu, i Evangeliets Tidsalder, råder der en viss Slags Udvælgelse. Nogle Dele af Verden får mere af Evangeliet (som er frit for alle, der hører det) end andre. Kast et Blik på et Verdenskort og se, hvor lille den Del er, som i nogen kendelig Grad er oplyst eller velsignet af Kristi Evangelium. Stil dig selv, med dine Forrettigheder og din Kundskab, over for de Millioner, som sidder i hedensk Mørke i Dag, som aldrig hørte Kaldelsen og selvfølgelig ikke var kaldte. Når den udkaldte Skare (kaldte til at være Sønner af Gud, Arvinger af Gud og Medarvinger med Jesus Kristus, vor Herre,–som har gjort deres Kaldelse og Udvælgelse sikker) er fuldkommet, da vil Guds Plan for Verdens Frelse først begynde.
The Second Adam and the Second Eve "The Spirit and the Bride say, Come!"	Ikke før Sæden er udvalgt, udviklet og ophøjet, vil den knuse Slangens Hoved. *“Fredens Gud skal snart* knuse Satan under eders Fødder” (Rom. 16, 20. 1 Mos. 3, 15). Evangeliets Tidsalder gør den rene Jomfru, den tro Menighed, rede for den kommende Brudgom. Og ved Tidsalderens Ende, når hun er gjort “rede” (Åb. 19, 7), kommer Brudgommen, og de, som er færdige, går ind med ham til Bryllupet,–den anden Adam og den anden Eva blir eet, og da begynder [page 106] det herlige Genoprettelsesarbejde. I den næste Husholdning, den nye Himmel og den nye Jord, skal Menigheden ikke længer være den trolovede Jomfru, men Bruden; og da skal “Ånden og Bruden sige: Kom! Og den, som hører, sige: Kom! Og den, som tørster, komme. Og en og hver, som vil, må frit ta Livsens Vand.”**–Åb.22, 17.
	Evangeliets Tidsalder, så langt fra at afslutte Menighedens Mission, er kun en nødvendig Tilberedelse for den store Fremtidsgerning. Efter denne lovede og kommende Velsignelse sukker Alskabningen tilhobe i Nød og Smerte indtil nu, ventende på Guds sønners Åbenbarelse (Rom. 8, 22. 19). Og det er en velsignet Kendsgerning, at fri Nåde i fuldeste Mål, ikke alene for de levende, men også for de afdøde, i vor Faders Plan er skaffet til Veje som den kommende Tidsalders velsignede Anledning.
Those in the tomb are prisoners of hope.	Nogle, som kan se en Del af de Velsignelser, Herrens andet Komme fører med sig, og som i noget Mål skønner den Kendsgerning, at han kommer for at uddele den ved hans Død købte herlige Velsignelse, savner Syn for dette sidste Punkt, nemlig at de i Gravene har lige så megen Nytte af Messias’s herlige Regering som de, der på den Tid ikke er så helt under Forgængelighedens Trældom—Døden. Men lige så sikkert som Jesus døde for alle, må de alle ha de Velsignelser og Anledninger, som han købte med sit eget dyrebare Blod. Derfor bør vi vente Velsignelser i Tusindårsriget over alle dem, som er i deres Grave, så vel som over dem, der ikke er der, og herpå vil vi finde rigelige Beviser, idety vi skuer længer ind i Herrens Vidnesbyrd om Sagen. Det er på Grund af Guds Plan for deres Frigørelse, at de, som er i Gravene, kaldes “Håbets Fanger.”
The majority of mankind have never heard of Jesus. What has become of the multitudes who have died? What is their condition?	Man gør det Overslag, at omkring et Hundrede og tre og fyrre Billioner Mennesker har levet på Jorden i de seks Tusind År siden Adams Skabelse. Det allerhøjeste, man med Rette kunde regne, vilde være, at vel næppe een Billion af disse var Guds Hellige. Dette rigelige Overslag vilde gi os det umådelige Samtal af et [page 107] Hundrede og to og fyrre Billioner (142,000,000,000), som gik i Døden uden Tro og Håb på det eneste Navn, der er gi’t under Himlen, blandt Mennesker, hvorved vi bør vorde frelste. Det langt overvejende Flertal af disse vidste eller hørte aldrig om Jesus og kunde ikke tro på ham, om hvem de ikke ha’de hørt. Hvad, spør vi, er der blet af denne uhyre Mængde, hvorom Talstørrelsen gir en aldeles mangelfuld Forestilling? Hvad er og skal deres Tilstand være? Gjorde Gud ingen Udvej for disse, hvis Tilstand og Omstændigheder han må ha forudset? Eller har han fra Verdens Grundlæggelse skånselløst og ubarmhjertigt sørget for håbløs, evig Pine som deres Lod, hvad mange af hans Børn påstår? Eller har han i Højderne og Dybderne og Længderne og Brederne af sin Plan endnu en Anledning i Gemme for dem, så at alle kan komme til Kundskab om det eneste Navn og ved lydigt at opfylde Vilkårene nyde evigt Liv?
Atheism Calvinism Arminianism	På disse Spørgsmål, som enhver tænkende Kristen gør sig selv og inderlig attrår at se besvarede på en sanddru Måde og i Samklang med Jehovas Karakter, kommer der en Flerhed af Svar: Atismen (Gudsfornægternes Lære) svarer: De er evigt døde, der gi’s intet Herefter: De vil aldrig leve igen. Kalvinismen svarer: De var ikke udvalgte til at frelses. Gud afgjorde på Forhånd deres Skæbne—at fortabes,–at gå til Helvede,–og de er der nu, vridende sig i Pinsler, hvor de altid skal være, uden Håb. Arminianismen svarer: Vi tror, at Gud undskylder mange af dem på Grund af deres Uvidenhed. De, som gjorde det bedste, de kunde, kan gøre sikker Regning på at komme i de “Førstefødtes Menighed,” selv om de aldrig hørte om Jesus.
Christ is the only basis for salvation. Peter's Faith	Denne sidste Synsmåde findes hos Flertallet af Kristne i alle Bekendelser (uagtet nogles Trosartikler lyder på det modsatte), idet de har en Følelse af, at nogen anden Opfattelse vilde være uforligelig med Retfærdighed hos Gud. Men støtter Skriften denne sidste Opfattelse? Lærer den, at Uvidenhed er en Frelsesgrund? [page 108] Nej, den eneste Frelsesgrund omtalt i Skriften er Tro på Kristus som vor Genløser og Herre. “Af Nåde er I frelste, ved Tro” (Ef. 2, 8). Retfærdiggørelse af Tro er det tilgrundliggende for det hele Kristendomssystem. På Spørgsmålet: Hvad bør jeg gøre for at vorde frelst? Svarede Apostlerne: Tro på Herren Jesus Kristus. *“Der er intet andet* Navn under Himlen gi’t blandt Mennesker, hvorved vi bør vorde frelste” (Apg. 4, 12), og “Hver den, som påkalder Herrens Navn, skal vorde frelst.”**—Rom. 10, 13.
The Gospel sent to the Gentiles Will ignorance save men? The Law did not bring life to Israel	Men Pavlus slutter, at et Menneske må høre Evangeliet, før han kan tro, idet han siger: “Hvorledes skal de da påkalde den, de ikke er kommet til at tro på? Men hvorledes skal de tro på den, som de ikke har hørt?”—Rom. 10, 14. Nogle påstår, at Pavlus lærer, at Uvidenhed vil frelse Mennesker, når han siger: “Hedningerne, som ikke har Loven, er sig selv en Lov” (Rom. 2, 14). De læser sig til af dette, at den Lov, som de har i deres Samvittighed, er tilstrækkelig til at retfærdiggøre dem. Men disse Folk misforstår Pavlus. Han går ud på at vise, at al Verden er skyldig for Gud (Rom. 3, 19), at Hedningerne, som ikke ha’de den skrevne Lov, blev domfældte, ikke retfærdiggjorte, af Samvittighedens Lys, som, hvadenten den undskyldte eller beskyldte dem, godtgjorde, at de savnede Fulkdommenhed og var uværdige til Livet, ganske som Jøderne, der ha’de den skrevne Lov, blev domfældte af den; “Thi ved Lov kommer Kundskab om Synd” (Rom. 3, 10). Den Jøden givne Lov åbenbarede hans Svaghed og blev gi’t for at vise ham, at han var ude af Stand til at retfærdiggøre sig selv for Gud; thi “Ved Lovgerninger skal intet Kød bli retfærdiggjort for ham [Gud].” Den skrevne Lov domfældte Föderne, og Hedningerne ha’de Lys nok i Samvittigheden til at domfælde dem, og således er hver Mund lukket, så den ikke kan kræve Retten til Liv, og al Verden står skyldig for Gud.
Many Christians wrongly say that God will not condemn the ignorant.	Idet vi kommer Jakobs Udsagn (2, 10) i Hu, at hvo som holder hele Loven på en eneste Overtrædelse nær, er alligevel skyldig og kan ikke gøre Krav på noge [page 109] i Lovpakten forjættet Velsignelse, så indser vi, at der rigtignok “ikke er nogen retfærdig, end ikke een” (Rom. 3, 10). Og således lukker Skriften enhver Håbets Dør i på een nær, hvorved den viser, at ikke een blandt de domfældte er i Stand til at sikre sig evigt Liv ved fortjenstfulde Gerninger, og at det nytter lige så lidt at fremføre Uvidenhed som en Frelsesgrund. Uvidenhed kan ikke gi nogen Ret til Lönnen for Tro og Lydighed.
God has a blessing for all, a better way.	Uvillige til at tro, at så mange Millioner uvidende Spædbørn og Hedninger vil bli evig fortabte (hvad man har lært dem er at bli sendt til et Sted af evig og håbløs Pine), står mange Kristne uagtet disse Bibeludsagn alligevel fast på, at Gud ikke vil fordømme de uvidende. Vi synes godt om deres Hjertens Gavmildhed og deres Påskønnelse af Guds Godhed, men minder dem indtrængende om ikke at være for snare til at afvise eller overse bibelske Udsagn. Gud har en Velsignelse for alle på en bedre Måde end gennem Uvidenhed.
What will happen to the heathen?	Men handler disse i Overensstemmelse med deres udtalte Tro? Nej. Skøndt de bekender at tro, at de uvidende vil bli frelste på Grund af deres Vankundighed, blir de dog ved at sende Missionærer til Hedningerne, hvad der koster Tusinder af værdifulde Liv og Millioner af Penge. Om de alle eller endog Halvdelen af dem vilde bli frelste ved Uvidenhed, gør man dem unægtelig stor Skade ved at sende Missioinærer for at fortælle dem om Kristus; thi kun omtrent een af Tusinde tror, når Missionærerne går til dem. Om denne Mening er rigtig, vilde det være meget bedre at lade dem blive i Uvidenhed, for da vilde et forholdsvis langt større Antal bli frelst. Kunde vi ikke ved Fortsættelse af denne Tankegang slutte, at hvis Gud ha’de ladet alle Mennesker blive i Uvidenhed, vilde alle blet frelste? Om så er, var Jesu Komme og Død til Unytte, Apostlers og Helliges Prædiken og Lidelse forgæves, og det såkaldte Evangelium er i Steden for at være gode meget dårlige Nyheder. Endnu mere tåbelig og ufornuftig er Udsendelsen af Missionærer til Hedningerne fra deres Side, som har det kalvinistiske eller på en uundgålig [page 110] Jernskæbne hvilende Syn på Udvælgelsen, nemlig at hver enkelts evige Lod blev uigenkaldelig afgjort, før han ha’de Tilværelse.
In due time, there will be full knowledge AND appreciation. How will the "good tidings of great joy" be to "ALL PEOPLE"?	Men Bibelen, som er fuld af Missionsånden, lærer ikke, at der er adskillige Frelsesveje,–en ved Tro, en anden ved Gerninger og en tredje ved Uvidenhed. Ikke heller indeholder den den Gud vanærende Lære om Jernskæbnen. Medens den viser enhver anden Håbets Dør tillukket for Slægten, åbner den denne eneste Dør på vid Gab og kundgør, at hvo som vil, kan indgå til Livet. Og den viser, at alle, som ikke nu ser eller påskønner den velsignede Forret, kan i sin Tid komme til fuld Kundskab og Påskønnelse. Den eneste Vej, ad hvilken en og hver af den dødsdømte Slægt kan komme til Gud, er ikke ved fortjenstfulde Gerninger, ejheller ved Uvidenhed, men ved Tro på Kristi dyrebare Blod, som borttar Verdens Synd (1 Pet. 1, 19. Joh. 1, 29). Dette er Evangeliet, de gode Tidender om en stor Glæde, “som skal være for ALT FOLKET.” Sæt, vi ser på disse Ting, ganske som Gud fortæller os dem, og lar ham selv om at ta Vare på sin Karakter. Lad os spørge: Hvad er der blet af de et Hundrede og to og fyrre Billioner?
Why is mankind in a condition of suffering?	Hvad der end er blet af dem, kan vi være sikre på, at de ikke nu er i Lidelse; for Skriften lærer ikke alene, at Menigheden først får sin fulde og hele Løn ved Kristi Genkomst, da han skal gi Hvermand sin Løn (Matt. 16, 27), men at de uretfærdige også skal få deres Straf da. Hvordan deres nuværende Tilstand så er, kan den ikke være deres fulde Løn; thi Peter siger: “Herren ved at bevare de uretfærdige til Dommens Dag for at straffes” (2 Pet. 5, 9), og han vil gøre det.
"God is love."	Men den Tanke, at så mange af vore Medskabninger til nogen Tid skulde fortabes, på Grund af at de ikke har haft den Kundskab, som er nødvendig til Frelse, vilde rigtignok være sørgelig for alle, som har en Gnist af Kærlighed eller Medynk. Så er der desuden talrige Skriftsteder, som det synes umuligt at få til at samstemme med alt dette. Lad os se. I Lyset af For- og Nutiden som de eneste Anledninger, og idet vi sætter [page 111] alt Håb ved en Genoprettelse i den kommende Tidsalder til Side, hvorledes skal vi forstå Udsagnene: “Gud er Kærlighed,” og: “Således elskede Gud Verden, at han gav sin enbårne Søn, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes” (1 Joh. 4, 8. Joh. 3, 16). Synes det ikke, at om Gud elskede Verden så meget, kunde han ha sørget for, ikke alene at troende kunde bli frelste, men også at alle kom til at høre, så at de kunde tro?
Every man has not yet been enlightened.	Når vi atter læser: “Det var det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kommer til Verden” (Joh. 1, 9), siger vor Iagttagelse: Ikke så; ethvert Menneske er ikke blet oplyst; vi kan ikke se, at vor Herre har oplyst mer end nogle få af Jordens Billioner. Selv i denne forholdsvis oplyste Tid er ingen sådan Oplysning at spore hos Millioner Hedninger, heller ikke hos Sodomiterne eller Masser af andre i henrundne Tidsaldre.
Was redemption a failure? "Behold, I bring you good tidings of great joy, which shall be to ALL PEOPLE." Luke 2:10	Vi læser, at af Guds Nåde smagte Jesus Kristus Døden *“for hver og* een” (Heb. 2, 9). Men om han smagte Døden for de et Hundrede og tre-og-fyrre Billioner, og af en eller anden Årsag det Offer får Virkekraft for kun een Billion, var Genløsningen da ikke forholdsvis mislykket? Og er Apostelns Udsagn i så Fald ikke for omfattende? Når vi atter læser: “Se, jeg bringer eder gode Tidender om en stor Glæde, som det skal være for ALT FOLKET” (Luk. 2, 10), og, idet vi skuer omkring os, ser, at det kun er for en “lille Hjord,”** det har været gode Tidender, og ikke for alt Folket, må vi tvinges til at undres på, om Englene ikke har overdrevet deres Budskabs Godhed og Rækkevidde og overvurderet Vigtigheden af den Gerning, som skulde fuldføres af den Messias, de kundgjorde.
Will all benefit from Christ’s death?	Et andet Udsagn er: “Der er een Gud og een Midler mellem Gud og Menneskene, Mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv til en Genløsning for alle” (1 Tim. 2, 5. 6). En Genløsning for alle? Hvorfor skulde da ikke alle de genløste ha noget Gavn af Kristi Død? Hvorfor skulde ikke alle komme til Kundskab om Sandheden, for at de kan tro?
The key is the ransom: "To be testified IN DUE TIME." The Crucifixion	Hvor mørke, hvor modsigende disse Udsagn synes [page 112] uden Nøglen; men når vi finder Nøglen til Guds Plan, vidner alle disse Tekster enstemmig: “Gud er Kærlighed.” Denne Nøgle findes i den sidste Del af den sidstnævnte Tekst—“Som gav sig selv til en Genløsnings-Betaling for alle, ET VIDNESBYRD I SINE TIDER.” Gud har sin Tid for alting. Han kunde ha vidnet det for disse i deres forgangne Livstid; men siden han ikke gjorde det, er det Bevis på, at deres rette Tid må ligge i Fremtiden. For dem, som vil være af Menigheden, Kristi Brud, og dele Kongedømmets Hæder, er Nutiden den rette Tid til at høre; og hvo som nu har Øre at høre med, han høre og gi Agt, og han vil bli velsignet derefter. Skøndt Jesus betalte vor Løsepenge, før vi blev fødte, var det dog ikke vor “rette Tid” til at høre derom i mange År derefter, og kun Forståelsen deraf medførte Ansvar, og det kun så langt vor Evne og Skønsomhed strakte sig. Den samme Grundsætning gælder for alle. I Guds rette Tid vil det bli vidnet for alle, og alle vil da ha Lejlighed til at tro og bli velsignet derved.
Does death end all hope?	Den herskende Mening er, at Døden ender al Prøvetid; men der er intet i Skriften, som lærer det, og alle de ovennævnte og mange flere Skriftsteder vilde være meningsløse eller værre, om Døden afskærer alt Håb for Verdens uvidende Masser. Det ene Skriftsted, man fremfører for at bevise denne almindelig nærede Anskuelse, er: “Hvor Træet falder hen, der blir det liggende” (Præd. 11, 3).
How will "all men" come to know the truth? The two Adams of the Bible-- Adam and Jesus.	Om dette har noget med Menneskets Fremtid at gøre, så gir det til Kende, at hvad hans Stilling end er, når han går i Graven, så indtræder der ingen Forandring, indtil han kaldes frem af den. Og dette er, hvad der læres helt igennem Skriften vedrørende dette Emne, hvad der vil bli påvist i efterfølgende Kapitler. Siden Gud ikke sætter sig for at frelse Mennesker på Grund af Uvidenhed, men *“vil, at alle Mennesker* skal komme til Kundskab om Sandhed” (1 Tim. 2, 4), og siden Stormassen af Menneskeheden døde i Uvidenhed, og siden “der er hverken Gerning eller Klogskab eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget”** [Graven] (Præd. 9, 10), derfor har Gud gjort [page 113] Udvej for de dødes Opvækkelse, for at de kan komme til Kundskab, Tro og Frelse. Derfor er det hans Plan, at “ligesom alle dør i Adam, således skal alle levendegøres i Kristus, men enhver i sin Orden” — Evangeliemenigheden, Bruden, Kristi Legem, først; siden efter, i Løbet af Tusindårsdagen, alle de, som blir hans under hans tusindårige Nærværelse (ikke Tilkommelse), Herrens rette Tid for alle til at kende ham, fra den mindste til den største.—1 Kor. 15, 22. Ligesom Døden kom ved den første Adam, således kommer Liv ved Kristus, den anden Adam. Alt, hvad Menneskeslægten tabte ved at være i den første Adam, skal genoprettes for dem, som tror sig ind i (ved Tro slutter sig til) den anden Adam. Efter at være vækket op, med det Fortrin at ha haft Erfaring af det onde, hvad Adam ved sin Prøve manglede, vil de, der taknemlig modtar Genløsningen som Guds Gave, kunne vedblive at leve evindelig på det oprindelige Lydighedsvilkår. Fuldkommen Lydighed vil bli krævet, og fuldkommen Evne til at lyde vil bli gi’t under Fredsfyrstens retfærdige Regering. Her er den Verden tilbudte Frelse.
God will not give everlasting life against man’s will.	Lad os nu overveje en anden Tekst, som gerne forbigås undtagen af Universalister (Folk, som tror på alle Menneskers, ja endog Satans, endelige Frelse); thi skøndt vi ikke er af dem, gør vi dog Krav på Retten til at bruge og tro og glædes ved ethvert Vidnesdyrd i Guds Ord. Den lyder: *“Vi har sat vort Håb til den levende Gud, som er alle Menneskers* Frelser, især deres, som tror” (1 Tim. 4, 10). Gud vil frelse alle Mennesker, men vil ikke særlig (“til det yderste”) frelse nogen undtagen dem, som kommer til ham gennem Kristus. Guds egenmægtige Frelse af alle Mennesker er ikke en sådan, som vil komme i Strid med deres Viljefrihed eller Valgfrihed for at gi dem Liv mod deres Vilje: “Jeg har i Dag forelagt eder Liv og Død; vælg Liv, for at I må leve.”**—5 Mos. 30, 19.
Simeon and Jesus	Simeon sammenstillede disse to Slag Frelse, sigende: *“Mine Øjne har set din Frelse;...et Lys til at oplyse Hedningefolkene* og en Herlighed for dit Folk, Israel** [page 114] [iter i Sandhed].” Dette stemmer med Apostelens Ord om, at den Kendsgerning, at Jesus Kristus, Midleren, gav sig selv til en Løsepenge for alle, skal bli vidnet for alle I SINE FASTSATTE TIDER. Det er dette, som skal komme til alle Mennesker uden Hensyn til Tro eller Vilje fra deres Side. Disse glade Tidender om en Frelser skal være for alt Folket (Luk. 2, 10. 11), men den særskilte Frelse fra Synd og Død vil kun komme hans Folk til gode (Matt. 1, 21)—dem, som tror sig ind i ham; for vi læser, at Guds Vrede vedblir at hvile over den vantro.—Joh. 3, 36.
A general salvation and the special salvation.	Vi ser altså, at den almindelige Frelse, som vil komme hver enkelt til gode, består i Lys fra det sande Lys og i Lejlighed til at vælge Liv; og eftersom det store Flertal af Slægten er i Graven, vil det være nødvendigt at bringe dem frem deraf for at vidne for dem de gode Tidender om en Frelser. Vi ser også, at den særskilte Frelse, som troende nu ejer i Håbet (Rom. 8, 24), og som i Tusindårsriget vil bli åbenbaret i sin Virkelighed også for dem, som “på den Dag tror,” er en fuld Frigørelse fra Syndens Trældom og Dødens Forgængelighed til Guds Børns herlige Frihed.
True light will eventually enlighten every man.